Åh, hvor livet bare går, hvor tiden og alting bare går. Intet af det kommer igen. Aldrig en dag som denne. Aldrig denne dag, denne aften, denne nat. Alt er nyt i morgen.
Jeg bliver bange for ikke at få det optimale ud af mit liv. På kanten af stresset. Tidsstresset. Livet løber afsted med mig. Nogle dage halser jeg bare efter.

Vil stoppe tiden. Holde lidt fast på den. Lade øjeblikket være. Stå helt stille. Nogle dage vil jeg bare glemme, ikke mange dog. Mest dem der virkelig gjorde ondt. Den dag jeg mistede min søster i en trafikulykke på Saxogade på Vesterbro. Den dag står knivskarp og alligevel sløret i min erindring. Andre dage vil jeg gerne sætte i rammer, printe 30 billeder. Flå alle billeder ned af væggen og sætte øjeblikke af glæde, smil, kærlighed og varme på alle mine vægge. Flytte min sofa hen foran væggen og blive siddende i 100 år. Bare mig og mine minder. Mine elskede drenge. Fra de første billeder på min mave til de 185 cm krop med bumser og bredde smil. Der står tiden stille og alt er som det skal være.

Det er sin sag at råbe sig selv op, og kan være på kanten af umuligt, at vække en partner. Men for Fanden da, det går jeg ikke, hvis ikke vi gør noget sammen. Jeg elsker dig, men af og til er det svært at mærke kærligheden. For den gemmer sig godt. Og vi slider på hinanden. Vores roller er ikke rene, men skygger af vores forældres mønstre. Når vi spotte et mønster, så bliver jeg glad, for så kommer der lidt krudt i klæderne. Der støder vi på os selv, vores forfædre, forrådelse, forelskelse, sorger og glæde. En fælles fortid og vores fælles fremtid. Forklar mig, hvorfor du elsker mig endnu. Vis mig lys, vis mig kærlighed, hold mig når jeg er svag og tarvelig og ikke kan holde mig selv ud. Bare bliv med mig. Vi lander igen når lyset bryder frem.

Livet er bare lige nu. Det venter ikke til vi er klar til at leve det. Livet siger, du er altid klar! Du får ikke større udfordringer end du kan klare. Livet ved hvad du skal bruge for at opnå dit højeste potentiale, din højeste essens. Hvordan kan nogen mene det? Livet gør fandme så ondt nogen gange, at fosterstilling, kærlighed og chokolade er eneste redning. Vi mister dem vi elsker og livet går videre. Vi erfarer gennem livet at vi faktisk lever. Det er så vildt. Vi lever videre uanset. Den første periode går livet i stå!.... så løfter vi hovedet lidt og får øje på livet igen. Mennesker vi kender, forstyrrer os med deres liv, heldigvis. En dag har vi kigget op, længe, og opdaget at vi igen står på benene og at livet ER gået videre. Vi lever igen!

Når jeg kigger mig i spejlet nogle dage, så får jeg øje på min mor i spejlet. Jeg tror det er noget med håret. Sådan en frisure havde min mor også, da hun var i min alder. Jeg synes hun så gammel ud. Nogle dage synes jeg også jeg ser gammel ud. Alligevel er jeg stolt at min mor. Hun er en meget smuk kvinde. Jeg drømmer om at se ud som hende, altså når jeg bliver 80 år. Hun har pæne tænder, et smukt stålgråt nærmest hvidt hår. Den fineste gyldne hud, altid med en glød af sommer. Og den blødeste hud har hun, som silke er den. Kære mor, jeg tænker det bare er en overgangsfase, det med mig. Sorry!